Teknik

Lydstudiet er udrustet med topklasseudstyr. Lige fra mikrofoner og mikrofonkabler over mikrofonforforstærkere til  A/D-konvertere og software.  Af sekundært udstyr kan nævnes spolebåndoptager, DAT-maskiner, kassettemaskiner og pladespiller, så overspilning eller aflytning af ældre materiale er muligt. Se udstyrslisten.

Lydstudiet er baseret på digitalteknik. Det betyder, at signalerne så hurtigt som muligt konverteres til det digitale domæne, og det forlader de ikke før aflytning i det analoge er nødvendig. Det vil sige, at al redigering sker uden konvertering frem og tilbage mellem det digitale og analoge domæne med risiko for reduceret lydkvalitet til følge.

De allernyeste formater understøttes med op til 192kHz samplefrekvens og 24 bit opløsning. Der kan indspilles i op til 28 separate spor. Selvom det tilstræbes at genskabe den originale akustik så præcist som muligt, kan det være nødvendigt at tilføre optagelserne kunstig rumklang. Til det formål benyttes den nyeste form kaldet convolution-reverb, som er utroligt naturtro, da den er baseret på målinger i rigtige og velklingende rum.

Til redigering bruges programmet Samplitude, som er et meget vellydende redigeringssystem. Det har meget fine værktøjer til at klippe klassisk og anden akustisk musik. Det er desuden i stand til at brænde premasters (CDR og DVD) direkte. Al redigering foregår i 32 bit præcision og al lagring i 24 bit. Samplingsfrekvenser op til 192kHz understøttes.

Det vigtigste udstyr er dog mikrofonerne. Efter manges mening er en af de allerbedste leverandører af mikrofoner tyske Schoeps. Deres mikrofoner besidder en klarhed og transparens, som er helt enestående. Af meget kendte brugere kan nævnes alle tyske og østrigske radio- og TV-stationer, DR og BBC.

Man ser ofte mikrofonerne ved de store TV-transmissioner af Nytårskoncerten fra Wien, De tre Tenorer, Paven i Rom, The Proms, DR Radiosymfoniorkestret osv. osv. Mikrofonerne fra Schoeps er bl. a. kendetegnet ved små ydre dimensioner. Jo mindre en mikrofon er, desto mindre påvirker den lydfeltet. Det er en udbredt misforståelse, at en mikrofon skal se ud som en stor klodset ”Elvis-mikrofon” for at lyde godt. Store membraner, mikrofonhuse og gitre farver lyden i voldsom grad. Hvis man er interesseret i naturlig lyd og korrekt rumgengivelse, er brugen af små mikrofoner uomgængelig.